Egoets tidsalder

Vi lever på mange måder i egoets tidsalder. Individet, resultater og personlige rettigheder har været i centrum på bekostning af fællesskab og næstekærlighed. Coachingbølgen har med sin sejrsgang på godt og ondt sat selvansvarligheden og individet i fokus. ”Du er ansvarlig for din egen lykke, udnyt dit fulde potentiale, bliv den du ønsker at være, skab dit liv” osv.

Der findes rigtig mange dygtige coaches og coachingbølgen har stillet skarpt på selvansvarlighed og bevidstgørelse og har bidraget uvurderligt til at gøre personlig udvikling og selvindsigt til main stream værdier og dermed gjort en ny tankegang tilgængelig for et langt større publikum end tidligere. I kølvandet har denne ”epidemi” dog også bidraget til at skabe en idealforestilling om det perfekte menneske, som kun de færreste er i stand til at leve op til.

Jeg ser mange klienter, som kommer på grund af stress og depression, fordi de ikke er i stand til at leve op til den ”perfekte udgave” af sig selv, som de tror er nødvendig for at kunne blive lykkelig og/eller accepteret i denne verden. Selvansvarlighed er en god ting, men for dem, som ikke formår at klare sig igennem på tilfredsstillende vis, kan det skabe stor skyld og nederlagsfølelse

Hvad er det for nogle mål, vi stræber efter, hvad er det, vi synes vi skal, for at kunne leve op til vores ”fulde potentiale”? Hvad er det vi gerne vil opnå? Igen synes der at være en tendens til at fokusere på det perfekte liv. En forestilling om hvad der er rigtigt og hvad der er forkert ligger til grund for denne indstilling. En tendens, som handler om at lave om og fjerne det, man ikke bryder sig om. En tendens som fremmer eksklusion på mange planer. Eksklusion af sider i os selv, af andre mennesker, af følelser vi ikke bryder os om, tanker vi ikke vil have.

Heldigvis oplever vi allerede nu en gryende bevidsthedsændring, som er ved at tage markant form og vil blive ved med at vokse sig større. Jeg tror på, at vi snart vil opleve en stærk modreaktion på den individ- og resultatorienterede tid, vi har oplevet gennem en årrække. Fællesskabet og næstekærligheden vil komme i fokus som en naturlig følge af den spirende forståelse af, at vores egen lykke er bundet op på fællesskabets lykke, at personlige rettigheder kun er noget værd, når de går hånd i hånd med fællesskabets interesser.

Samtidig tror jeg, at vi indenfor arbejdet med personlig udvikling, vil se et langt større fokus på Accept, Tilgivelse og Væren. En tendens som kommer til at handle om integration på mange planer frem for eksklusion. Integration af de sider vi indeholder på godt og ondt, tolerance overfor mennesker vi ikke forstår, accept af følelser vi ikke bryder os om og rummelighed overfor de tanker, vi ikke vil have. Det er først når vi når hertil, at vi i sandhed kan udnytte vores fulde potentiale både som individ og som menneskehed.