Parterapi København
Kan vi ikke bare løse det selv?
Alle parforhold oplever før eller siden gnidninger og problemer, som kan skabe afstand og dårlig stemning i hjemmet. Det kan være ganske vanskeligt selv at løse op for en fastlåst situation i et parforhold. Følelserne er stærke, og det kan være svært at bevare det kølige overblik, der skal til for at handle mere konstruktivt.
Ofte er man opslugt af sit eget perspektiv, og det bliver en kamp om, hvem der har ret, fremfor at nå til en gensidig forståelse for hinanden. Som par kommer man desuden gennem årene ind i nogle mere eller mindre fastlåste mønstre og roller, som kan få forholdet til at stagnere.
Fra konflikt til kontakt
Parterapi kan lære jer at løse konflikter på en ny måde. Gennem praktisk erfaring, får I lært en ny måde at kommunikere på, der sikrer, at det I siger til hinanden bliver hørt og anerkendt. I forløbet fokuserer vi på tryghed i stedet for kritik.
Parterapi er en mulighed for at få større bevidsthed omkring jeres problemtema og de reaktionsmønstre, som er nødvendige at bryde, for at I hver især kan vokse som mennesker og som par.
Tilknytning og kontakt – Parterapi
Helt grundlæggende kan man sige, at mange af de konflikter, der kan opstå i et parforhold handler om, at kontakten mellem jer er blevet enten utryg eller distanceret. Når vi går ind i et engageret parforhold knytter vi os til hinanden, hvilket også gør os sårbare. Det som knytter os sammen og får os til at trives, handler blandt andet om, at vi i tilfredsstillende grad føler, at vi får opfyldt nogle grundlæggende behov.
Hvis vi gennem længere tid har en oplevelse af, at dette ikke er tilfældet, på et eller flere parametre, begynder vi at blive usikre på den andens kærlighed og accept. Når det sker, vil vores tilknytningsmønster blive aktiveret, og det er her vi kan risikere at ryge ind i konflikt. Parterapi handler i høj grad om at hjælpe jer til at genetablere den trygge og nære kontakt.
Er du den opsøgende eller undvigende type i parforholdet?
Der er groft sagt to måder at reagere på, når vi oplever, at kontakten til vores partner er mangelfuld. Hvis du er den opsøgende type, vil du forsøge at genetablere kontakten på mere eller mindre hensigtsmæssige måder.
Du insisterer måske på at tale om det, eller rækker ud fysisk. Hvis det ikke lykkes på tilfredsstillende vis, begynder du måske at blive kritisk eller bebrejdende. Det kan også være, at du forsøger at skabe nærhed igen ved at blive mere klyngende og appellerende i din kontakt.
Hvis du er den undvigende type, vil du i stedet begynde at trække dig fra relationen. Følelsesmæssigt begynder du at lukke ned for at undgå at blive mere såret. Du bliver tavs, forsvinder ind i dit arbejde/skærmen eller andre måder at trække dig fysisk på. Du undgår at tale om problemerne af frygt for, at det vil ende med et skænderi og yderligere dårlig kontakt.
I parterapien lærer I at forstå hinandens reaktioner. Når du forstår baggrunden for din partners adfærd, bliver det tydeligt for dig, at adfærden i virkeligheden er et forsøg på at beskytte relationen – ikke ødelægge den.

Hvornår er det for sent at gå i parterapi?
Parterapi kan være en effektiv måde at arbejde med udfordringer i et forhold, men mange par stiller sig selv spørgsmålet: Hvornår er det for sent? Svaret er ikke altid entydigt, men der er nogle tegn, der kan indikere, at forholdet måske har nået et punkt, hvor terapi ikke længere er den bedste løsning.
Når parterapi kan hjælpe.
Det er aldrig for tidligt at søge hjælp. Mange par venter desværre for længe, før de tager skridtet, og konflikterne har da ofte nået et niveau, hvor det er svært at finde hinanden igen. Parterapi kan være en god idé, hvis:
- Begge parter stadig ønsker at arbejde på forholdet.
- Der er en vilje til at kommunikere og forstå hinandens behov.
- Konflikter ikke har udviklet sig til uoprettelig bitterhed eller foragt.
- Der stadig er positive følelser og en fælles vision for fremtiden.
Tegn på, at det måske er for sent
Selvom parterapi kan være gavnligt i mange situationer, er der tilfælde, hvor forholdet kan være for langt ude til at blive reddet:
- Den ene part har allerede truffet beslutningen om at forlade forholdet og er ikke åben for forandring.
- Der er vedvarende mangel på respekt, foragt eller fjendtlighed.
- En eller begge parter føler sig følelsesmæssigt afkoblet og ligeglade med udfaldet.
- Gentagne forsøg på terapi eller løsning af problemer har ikke ført til nogen reel forandring.
- Der er alvorlige tillidsbrud, som ingen af parterne er villige til at arbejde på at hele.
Hvad kan man gøre?
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt terapi kan hjælpe, kan en afklaringssamtale med en terapeut være en god start. Her kan I sammen undersøge, om der er grundlag for at arbejde videre på forholdet, eller om det måske er tid til at gå hver til sit på en respektfuld måde.
Uanset hvad er det vigtigste at tage stilling og handle – enten for at give forholdet en reel chance eller for at afslutte det på en måde, der giver begge parter mulighed for at komme videre på en sund og respektfuld måde. I dette tilfælde kan mit tilbud om tvivlsafklaring være en vej videre. Læs mere om tvivlsafklaring her
Hvad er min faglige baggrund som parterapeut?
Udover min uddannelse som Psykoterapeut MPF, har jeg efteruddannelse i Imago parterapi samt EFT. Begge retninger er anerkendte og baserer sig på tilknytningsteori og en systemisk tilgang. Med over 15 års erfaring i egen praksis, kan jeg tilbyde jer kompetent parterapi i trygge rammer.
Læs også om mit kommunikationskursus for par her
Ofte stillede spørgsmål
I parterapi har vi fokus på relationen frem for individet. Som parterapeut hjælper jeg jer med at afdække og tydeliggøre den dynamik, der opstår imellem jer. Man kan sige, at det jeg hjælper jer med er at blive bedre til at håndtere de udfordringer og uenigheder, som I kommer ind i som par. Det er ikke et problem i sig selv at være uenige, det er måden man håndterer uenigheden på, der kan blive problemet.
Det korte svar er JA! Parterapi hjælper. Der eksisterer i dag grundige undersøgelser, der dokumenterer de gode resultater, der kan opnås med EFT parterapi, som er den metode, jeg benytter. Nogle af undersøgelserne viser at 70-75% af de par, der modtager EFT parterapi får løst deres kriser, og op mod 90% af parrene oplever væsentlige forbedringer i parforholdet.
Parterapien foregår i et trygt rum, hvor vi sammen afdækker de negative mønstre, som er med til at skabe afstand eller konflikt mellem jer. Som parterapeut hjælper jeg jer med at forstå de dybereliggende årsager, der skaber de negative mønstre og I bliver bedre til at forstå hinanden og give udtryk for jeres følelser og behov på en konstruktiv måde.
Parterapi skal ses som en investering i parforholdet, som jo på mange måder er noget af det dyrebareste vi har. Det koster noget – både økonomisk og energimæssigt. Til gengæld kan I opnå langt større glæde og trivsel både for jer selv og jeres evt. børn. Det er naturligvis forskelligt, hvor mange sessioner, der er behov for, men I skal regne med et forløb på mellem 8-20 sessioner, hvis I vil have et godt og varigt udbytte.
Kan parterapi redde ægteskabet?
Mange par, der oplever kriser i deres ægteskab, stiller sig selv spørgsmålet: Kan parterapi redde os? Svaret afhænger af flere faktorer, men for mange kan terapi være en afgørende hjælp…
Forskellige behov i parforholdet – udfordringer og løsninger
I ethvert parforhold vil der opstå situationer, hvor begge parter har forskellige behov og ønsker. Det kan handle om alt fra intimitet og tid sammen til behov for socialt samvær…
Videre efter utroskab
Utroskab er en af de mest udfordrende oplevelser, et par kan stå over for i deres forhold. Det kan efterlade dybe følelsesmæssige sår og skabe en følelse af svigt, ensomhed…