Psykoterapi
Hvorfor gå i psykoterapi
Der kan være mange gode grunde til at opsøge en psykoterapeut. Det kan være, man gennem længere tid har følt, at livet er blevet for svært og at ens livskvalitet er dalet væsentligt. Det kan være en konkret problemstilling, man gerne vil bearbejde, eller det kan være et ønske om større personlig udvikling.
Sådan arbejder jeg
Min tilgang til psykoterapi er fænomenologisk. Det vil sige, at jeg ser dig som det unikke menneske, du er med din særegne oplevelsesverden, som er sand for dig. Jeg lægger derfor vægt på at undersøge dine psykologiske fænomener/temaer omfattende og nøjagtigt og derigennem forstå deres mening og formål, snarere end et frembringe teorier om deres årsager og oprindelse.
Jeg arbejder endvidere ud fra en tese om, at der bag ethvert psykologisk fænomen ligger et forsøg på at opnå balance eller helhed. Et uhensigtsmæssigt mønster eller en adfærd vil således være et forsøg på at kompensere for et uforløst eller undertrykt menneskeligt behov. En konflikt, krise, problemtema e.l. er derfor også altid en kilde til udvikling og nye muligheder for vækst. Mine terapeutiske metoder varierer alt efter tema og det menneske, jeg sidder overfor, men der vil oftest være tale om samtaleterapi med inddragelse af forskellige teknikker og øvelser.
Terapiens forløb
Alle terapiforløb er forskellige, fordi du er forskellig fra alle andre, og derfor kan jeg ikke på forhånd sige, hvor mange sessioner der skal til. Dette afhænger også af, om du udelukkende ønsker at fokusere på en bestemt problemstilling, eller om der er tale om mere grundlæggende ændringer i din karakterstruktur. Et terapeutisk forløb kan således strække sig fra uger til år.
Et terapeutisk forløb er en fortløbende process, som typisk bevæger sig gennem forskellige trin, som fører til udvikling og forandring (læs mere om forandringsprincipperne her). Du kan undervejs komme i kontakt med mange følelser, og det er helt naturligt at føle både smerte, frygt, vrede eller afmagt på vejen til større indsigt, glæde og forløsning. Hvis du oplever ængstelse, forbehold eller modstand, er det derfor vigtigt at tage det op i terapien, da det oftest er et udtryk for, at vi nærmer os noget essentielt. For at få det optimale udbytte ud af forløbet, er det vigtigt, at du engagerer dig i processen og er indstillet på at arbejde videre med tingene mellem sessionerne.
Vores relation
Fundamentet og forudsætningen for et godt udbytte af terapien er, at du har tillid og tryghed i relationen til mig. Jeg lægger stor vægt på at møde dig med anerkendelse og respekt samt skabe et rum, hvor der er plads til alle tanker og følelser. Det terapeutiske rum skal være et frirum, hvor du ikke behøver tænke på at præstere noget bestemt eller leve op til nogen forventninger. Du kan tale, tie, græde, grine eller bare være. Jeg velkommer til hver en tid åbenhed, og en del af det terapeutiske arbejde kan også bestå i at tage ting op, som sker i nuet mellem dig og mig.
